Thorslykke er et statskontrolleret økologisk mikro-landbrug, som drives af Joachim Ballegaard. Her opdrætter og sælger vi kød til de, som gerne vil have vished om, at det dyr, de spiser, har haft et godt liv.
Vores største motivation er at sikre, at dyrene lever et så naturligt liv, som overhovedet muligt. Vi mener, at det giver lykkelige dyr. Derfor spiser dyrene primært græs, som vi dyrker her på gården, om vinteren bliver den hjemmedyrkede ensilage suppleret med valset byg.
Thorslykke ligger på toppen af Søhøjlandet lige uden for Bryrup. Med skov, mark og sø på alle sider, er det en unik beliggenhed til det gode dyreliv.
Vi overtog gården efter Niels Hall i november 2014. Niels havde boet på gården sammen med sin familie i 34 år, og havde alle dage dyrket jorden efter økologiske principper. Vi er meget stolte af, at kunne fortsætte i Niels’ fodspor.